Om folkeeventyr
Folkeeventyr blev mundtligt fortalt igennem flere århundrede. Ofte blev de fortalt af professionelle historiefortællere, som vandrede rundt i Europa, som fortalte folkeeventyr mod betaling. I 1800-tallet kom folkeeventyrene på mode, og de blev nedskrevet af forfattere. Brødrene Grimm har nedskrevet en del af de folkeeventyr, som vi kender i dag.

Vi kender ikke folkeeventyrenes oprindelse, og hvem der fortalte dem første gang, det er derfor, de hedder folkeeventyr. Formålet med folkeeventyrene var underholdning. Derudover havde folkeeventyrene også en morale. En morale er det, som forfatteren gerne vil lære dig. Med andre ord er en morale det, som folkeeventyret prøver at opdrage læseren til. Det kan fx være, at man altid hjælper andre i nød.

Personerne i et folkeeventyr er ’flade’, det vil sige, at vi ikke kender deres tanker eller følelser. Vi får blot at vide, om de er onde eller gode. Hverken personer og miljø beskrives særligt meget.

I folkeeventyr bruges formelsprog, fx: ’der var engang’ og ’de levede lykkeligt til deres dages ende’. Det gør, at folkeeventyrene er nemme at huske for fortællerne. I folkeeventyr optræder også magiske tal som fx tre, syv, ni, tretten. Det kan fx være, at helten skal gennemgå tre prøvelser for at blive gift med prinsessen.

Personer i et eventyr kaldes aktanter, derfor bruger man en aktantmodel til at forstå, hvordan aktanterne hører sammen.

HUSET I SKOVEN

Der var engang en fattig brændehugger, der boede sammen med sin kone og sine tre døtre i en lille hytte i udkanten af en stor skov. En morgen, da han skulle på arbejde, sagde han til sin kone:
»Send den ældste af pigerne ud i skoven med middagsmad til mig, ellers kan jeg ikke blive færdig med mit arbejde. For at hun ikke skal fare vild, tager jeg en pose hirsefrø med og strør dem på vejen.«
Da solen stod højt på himlen, begav pigen sig af sted med suppe til sin far.
Men skovspurvene, lærkerne, finkerne og solsortene havde forlængst pikket hirsefrøene op, og pigen kunne ikke finde vej.
Hun gik derfor af sted på lykke og fromme, lige til solen gik ned og natten faldt på. Træerne suste i mørket, uglerne tudede, og hun begyndte at blive bange. Da fik hun mellem træerne øje på et lys, der blinkede i det fjerne.
»Der må vel bo nogen, som jeg kan sove hos i nat,« tænkte hun, og så gik hun i retning af lyset.
Det varede ikke længe, før hun kom til et hus med oplyste vinduer. Hun bankede på, og en hæs stemme svarede: »Kom ind!« Pigen gik ind i den mørke forstue og bankede på døren til stuen.
»Kom kun ind!« råbte stemmen, og da hun åbnede døren, så hun, at der sad en gammel gråhåret mand ved bordet med hovedet støttet i hænderne. Hans lange hvide skæg lå hen over bordet og nåede næsten ned til gulvet.
Henne ved ovnen lå der tre dyr, en høne, en hane og en broget ko. Pigen fortalte den gamle mand, hvordan det var gået hende, og bad om nattely.
Manden sagde:

»Lille høne,
lille hane
og du brogede ko,
siger I nej eller jo?«

»Duks!« sagde dyrene, og det måtte vel betyde: »For vor skyld gerne,« for den gamle mand sagde:
»Her i huset har vi både i pose og i sæk. Gå du bare ud i køkkenet og lav
mad til os.«
I køkkenet fandt hun rigeligt af alt, hvad hun havde brug for, og hun lavede en dejlig aftensmad. Men dyrene tænkte hun ikke på. Hun bar de fyldte fade ind på bordet, satte sig over for den gamle gråhårede mand og spiste af hjertens lyst. Da hun var mæt, sagde hun:
»Nu er jeg træt. Hvor er der en seng, jeg kan sove i?«
Dyrene svarede:

»Nu har du spist, og nu har du drukket,
men vores tørst har du ikke slukket,
og ingen mad har du til os sat.
Hvor tror du mon, du skal sove i nat?«

»Gå du bare op ad trappen,« sagde den gamle mand, »så kommer du til et kammer med to senge. Ryst dynerne godt og læg hvide lagner på, så kommer jeg også og sover der.«
Pigen gik ovenpå, og da hun havde rystet dynerne og lagt rene lagner på, lagde hun sig i den ene seng uden at vente på den gamle mand.
Lidt efter kom han op. Da han lyste på pigen og så, at hun sov fast, rystede han på hovedet. Så åbnede han en falddør og lod hende synke ned i kælderen.
Sent om aftenen kom brændehuggeren hjem og bebrejdede sin kone, at hun havde ladet ham sulte hele dagen.
»Det er ikke min skyld,« svarede hun, »den ældste af pigerne gik ud med middagsmad til dig, men hun må være faret vild. Hun kommer nok tilbage i morgen, skal du se.«
Den næste morgen stod brændehuggeren op før daggry. Inden han gik ud i skoven, sagde han til sin kone, at hun skulle sende den næstældste datter ud med middagsmad til ham.
»Jeg vil tage en pose linser med,« sagde han. »De er større end hirse, og dem kan hun lettere se, så hun ikke farer vild.«
Ved middagstid gik den næstældste datter af sted med maden, men linserne var forsvundet. Ligesom dagen før havde skovens fugle spist dem og ikke levnet en eneste.
Pigen flakkede om i skoven, lige til det blev aften. Så kom hun også til den gamle mands hus, hvor hun bad om mad og nattely. Og igen spurgte manden
med det hvide skæg sine dyr:

»Lille høne,
lille hane
og du brogede ko,
siger I nej eller jo?«

Også denne gang svarede dyrene: »Duks!« og alt gik ligesom dagen før.
Pigen lavede en dejlig aftensmad, og hun spiste og drak sammen med den gamle mand uden at bekymre sig om dyrene. Da hun spurgte, hvor hun skulle sove, svarede de:

»Nu har du spist, og nu har du drukket,
men vores tørst har du ikke slukket,
og ingen mad har du til os sat.
Hvor tror du mon, du skal sove i nat?«

Da hun var faldet i søvn, kom den gamle mand op, så hovedrystende på hende og lod hende synke ned i kælderen.
Den tredje morgen sagde brændehuggeren til sin kone:
»I dag må du sende vores yngste datter ud med mad til mig. Hun har altid været god og lydig, og hun skal nok holde sig på den rette vej i stedet for at flakke om som sine søstre, de vildkatte.«
Det ville moderen meget nødig. »Skal jeg nu også miste mit kæreste barn?« sagde hun.
»Du kan være ganske rolig,« svarede manden. »Hun farer ikke vild, for hun er en klog og fornuftig pige. Og for at være helt sikker, tager jeg denne gang ærter med. De er større end linser og skal nok vise hende vej.«
Men da pigen den næste dag kom ud med sin kurv over armen, havde skovduerne forlængst spist alle ærterne, og hun anede ikke, hvilken vej hun skulle gå. Hun var meget bekymret og tænkte hele tiden på sin stakkels far, der nu måtte sulte, og på sin mor, der ville blive ude af sig selv af angst, når hun ikke kom hjem.
Da det blev mørkt, fik hun endelig øje på lyset og nåede hen til huset i skoven. Hun spurgte venligt, om hun måtte blive der om natten, og manden med det hvide skæg spurgte igen sine dyr:

»Lille høne,
lille hane
og du brogede ko,
siger I nej eller jo?«

»Duks!« sagde de. Så gik pigen hen til ovnen, hvor dyrene lå. Hun strøg hønens og hanens glatte fjer og kløede den brogede ko mellem hornene. Og da hun havde lavet en dejlig suppe og sat skålen på bordet, sagde hun:
»Jeg kan ikke sidde her og spise mig mæt, mens dyrene sulter. Der er mad nok i huset, jeg vil sørge for dem først.«
Så gik hun ud og hentede byg til hønen og hanen og en favnfuld duftende hø til koen.
»Spis nu kun, I kære dyr,« sagde hun, »og hvis I er tørstige, skal I også få frisk vand.«
Så bar hun en spand vand ind, og hønen og hanen sprang op på kanten, stak næbbet ned og lagde hovedet tilbage, sådan som fugle gør, når de drikker. Og den brogede ko fik sig også en ordentlig slurk.
Da hun havde fodret dyrene, satte pigen sig hen til bordet og spiste, hvad den gamle mand havde levnet. Det varede ikke længe, før hønen og hanen stak hovedet under vingen og koen begyndte at glippe med øjnene.
Nu sagde pigen: »Er det ikke også på tide, at vi går i seng?« Den gamle mand spurgte:

»Lille høne,
lille hane
og du brogede ko,
siger I nej eller jo?«

Dyrene svarede: »Duks!
Nu har vi spist, og nu har vi drukket, for vores tørst har du også slukket, og rigelig mad har du til os sat.
Vi ønsker dig derfor alle godnat!«
Så gik pigen op ad trappen, rystede dynerne og lagde rene lagner på. Da hun var færdig, kom den gamle mand op og lagde sig i den ene seng, og hans hvide skæg nåede ham helt til fødderne. Pigen lagde sig i den anden seng og faldt i søvn.
Hun sov trygt, til det blev midnat, men da blev der sådan en uro i huset, at hun vågnede ved det. Det knagede og bragede i alle kroge, og dørene sprang op og slog mod væggen. Bjælkerne drønede, som om de blev revet fra hinanden, og det lød, som om trappen styrtede sammen. Til sidst dundrede det i taget, som om det var ved at falde ned over huset.
Men så blev der atter stille, og da der ikke var sket pigen noget, blev hun roligt liggende og faldt igen i søvn.
Næste morgen blev hun vækket af solen, og da hun så sig om, troede hun ikke sine egne øjne. Hun lå i en stor sal, hvor alt omkring hende skinnede og strålede med kongelig pragt. På væggene slyngede gyldne blomster sig op ad grønne silketapeter, sengen var af elfenben, og sengehimlen af rødt fløjl. Og på en skammel ved siden af sengen stod et par perlestukne tøfler.
Pigen troede, at hun drømte. Men så trådte tre prægtigt klædte tjenere ind og spurgte, hvad hun ønskede.
»Gå I kun,« svarede pigen, »jeg skal straks stå op og lave mad til den gamle mand og fodre hønen, hanen og den brogede ko.«
Hun troede, at den gamle mand allerede var stået op, men da hun vendte sig om mod hans seng, lå der en fremmed mand i den.
Hun så, at han var ung og smuk, og mens hun sad og stirrede på ham, vågnede han, satte sig op i sengen og sagde:
»Jeg er en kongesøn, men en ond heks havde forvandlet mig til en gammel gråhåret mand og dømt mig til at bo ude i skoven. Jeg måtte ikke have andre hos mig end mine tre tjenere, der blev forvandlet til en høne, en hane og en broget ko. Og forbandelsen kunne ikke hæves, før der kom en pige, som var så god, at hun ikke blot var kærlig mod mennesker, men også mod dyr. Så kom du, og takket være dig blev forbandelsen hævet i nat ved midnatstid, og det gamle hus i skoven er igen blevet forvandlet til mit kongelige slot.«
Da de var stået op, sagde kongesønnen til sine tre tjenere, at de skulle køre hjem til pigens far og mor og tage dem med til brylluppet.
»Men hvor er mine to søstre?« spurgte pigen.
»Dem har jeg lukket inde i kælderen,« svarede kongesønnen, »og i morgen bliver de ført ud i skoven, hvor de skal tjene hos en kulsvier, til de har forbedret sig og ikke længere lader de stakkels dyr sulte.«

Huset i skoven

Download analyseskabelon
Større skrift

Lærervejledning

Hvad skal vi lære?

Hvad er et folkeeventyr
Hvad er genretræk for et folkeeventyr?
Hvad er en aktantmodel, og hvordan bruger vi den?
Hvordan skriver vi et folkeeventyr?